Puk Sindberg – billedkunstner

Mit navn er Puk Sindberg. Jeg er billedkunstner, autodidakt maler og en kreativ sjæl. Jeg har altid elsket at male, da jeg gennem malerkunsten kan få lov til at udtrykke mig både kreativt og visuelt. Billedkunsten har derfor altid haft stor betydning for mig.

Jeg tænker ikke så meget over, hvorfor jeg maler, eller hvad jeg skal male, når jeg står overfor et tomt billedlærred. Jeg maler, fordi jeg ikke kan lade være, og det at male er derfor en måde for mig at udtrykke mig kreativt på.

Min kreative side ses dog ikke kun i form af mine malerier som billedkunstner, men kommer også til udtryk på andre måder. Udover malerier laver jeg blandt andet også glasperler og strikker og syer. Det at udtrykke mig kreativt gennem mine hænder fylder derfor en stor del i mit liv.

Min rejse som billedkunstner

Jeg begyndte for alvor at male for 6-8 år siden, men har altid elsket at male og udtrykke mig visuelt. Da jeg er autodidakt maler, er min erfaring, mine færdigheder og min personlige tilgang til malerkunsten selvlært. For at udvikle mine færdigheder inden for malerkunsten endnu mere, har jeg dog også været på forskellige kunstneruddannelser igennem årene.

Jeg har mit eget atelier i mit hjem i Hinnerup, som jeg kalder Sindbergs Atelier. Her både maler og udstiller jeg mine billedkunstværker. Ligeså meget som jeg elsker at bruge tid på at skabe mine malerier, ligeså meget elsker jeg nemlig også at udstille dem.

Derfor er jeg også en del af arbejdsgruppen i arrangementet ”Besøg en kunstner”, hvor kunstnere i Favrskov kommune åbner deres værksteder op for alle interesserede besøgende. I den forbindelse har jeg holdt åbent i atelieret og desuden deltaget i fællesudstillingen på Kollerup Gods.

Jeg har derudover også deltaget i kunstudstillingen ”Kunst i Favrskov” siden 2016, hvor jeg har udstillet mine malerier og glaskunstværker.

Billedkunstner Puk Sindberg

Jeg laver abstrakt og figurativ malerkunst

Mine malerier kan nok bedst beskrives som originalt moderne malerkunst, hvor jeg laver både abstrakte og figurative malerier. De er umiddelbart abstrakte, men mange af dem har samtidig tydelige figurer, som viser et øjebliksbillede, eller som bruges til at skabe sanseindtryk og stemninger. Se et udsnit af alle mine malerier her.

Jeg elsker farver, og udtrykker mig derfor også visuelt med farver fra hele farvepaletten. I mine malerier bruger jeg således både kraftige farver og pasteller for at skabe de forskellige udtryk og stemninger, som jeg ønsker at vise. Jeg er desuden meget intuitiv og spirituel, hvilket også tydeligt afspejles i mine malerier.

Læs mere om, hvilke teknikker og materialer jeg anvender i mine malerier her.

Billedkunstner som fritidsbeskæftigelse

Selvom billedkunsten fylder en stor del af mit liv, og jeg gerne ville bruge mere tid på at male, er det indtil videre kun blevet ved en fritidsbeskæftigelse og en hobby, som jeg nyder at slappe af med. Til daglig arbejder jeg således som klinikassistent i børnetandplejen.

Når jeg har tid og mulighed, er jeg dog at finde i mit atelier, hvor jeg kan sidde og bruge flere timer på at fordybe mig i kunsten og udtrykke mig igennem mine farverige malerier. Privat bor jeg i Hinnerup, hvor jeg også har mit eget atelier, sammen med min mand og vores to børn på 16 og 18 år.